Alle Hader Os | Vincent fra Argentina – kom tæt på Brøndbys trommer
548
post-template-default,single,single-post,postid-548,single-format-standard,qode-social-login-1.0,ajax_fade,page_not_loaded,,select-theme-ver-4.5,wpb-js-composer js-comp-ver-5.5.2,vc_responsive

Vincent fra Argentina – kom tæt på Brøndbys trommer

SYDSIDEN: Artiklen her er første i rækken af interviews, med folk fra det aktive fanmiljø. Der vil hen over de næste uger løbende udgives artikler med unge som gamle – der bliver varians hvad angår friske pust og historiens vingesus, efterfulgt af spillerinterviews.

Han er 22 år, af argentinsk baggrund og har bragt de sydlandske rytmer til Sydsiden de senere år. Er du kommet på stadion i noget tid, har du formentlig hørt takterne og set den unge knægt på trommen. Kom med, helt tæt på, i denne artikel, hvor han fortæller om forholdet til Brøndby IF, tjansen som trommer og meget mere.

Lad os høre lidt om dig. Hvem er Vincent?

Jeg har gået op i det aktive fanmiljø og været aktiv siden 2010. Ud over at have været her de seneste otte år, har jeg sådan set bare haft et ret normalt liv i den periode. Folkeskole, gymnasie, været ude at rejse. Men det har altid været en vigtig faktor for mig, at folk vidste, at det kræver meget at være Brøndbyfan. Det kræver meget at være Brøndbyfan på denne her måde. Man behøver dog på ingen måde at gå og være på kontanthjælp eller lign. for at kunne være det. Man kan sagtens få det til at hænge sammen, selvom man kommer til alle kampe.

Hvordan er dit forhold til Brøndby?

Mit forhold til Brøndby er mange forskellige ting. Der er jo venskaber, der er kærlighed til klubben. Generelt alt det sammenhold der er derude. Mit forhold generelt er bare, at det er noget, jeg har utroligt nært, går meget op i og bruger meget tid på. Min familie og omgangskreds ved, at det er noget, jeg prioriterer. Hvis de lægger en familiefødselsdag på en søndag, er det ikke noget jeg nødvendigvis dukker op til, og det er de afklarede med. Så mit forhold til Brøndby er venner, sammenhold og kærlighed til klubben

Du er trommer. Hvordan kom du ind i det? Og hvorfor?

Første gang jeg trommede og havde interessen for alvor, var i overlevelsessæsonen tilbage i 2013. Jeg var efterhånden kommet omkring Alpha i nogle år der. Det var i sæsonens næstsidste kamp, hvor vi mødte Nordsjælland hjemme og vandt 4-0. Da der er cirka 10 minutter tilbage, bliver jeg hevet op til trommen, og siden da har jeg faktisk trommet til alle de kampe, jeg har været til. Kampen efter var så i Horsens (overlevelseskampen), så der var pres på fra start.

For mig er det at tromme, en super nice ting. Men det er jo et stort ansvar at have. Nogle gange går tingene ikke så godt, det kan være, du står på et stadion, hvor det ikke spiller. Men jeg elsker ansvaret, jeg elsker rytmerne, jeg elsker at være inde over nye sange og se hvordan det hele spiller sammen. Jeg brænder for det, og det er sådan man kommer frem i Brøndby. Hvis man brænder for noget, så tager man ansvar og kæmper for at vise, at man vil det.

Er der en bestemt oplevelse som trommer, som stikker positivt eller negativt ud?

Klappesangen imod Hertha Berlin, da vi vinder på hjemmebane. Der var vel en 10.000 mennesker, der var med på den der. Det var fedt!
Det er selvfølgelig også negativt nogle gange. Står man forrest på tribunen, på et eller andet stadion, hvor modstanderen scorer, kan det være hårdt, men man bliver nødt til, sammen med capoerne, at være nogle af de første til at hanke op i sig selv og tage ansvar for, at stemningen fortsætter.

Men det er de positive oplevelser, der vægter mest. Sådan noget som Serbien var en super fed oplevelse, pokalfinalerne har været super fede, fordi man har kunne se, hvor mange engagerede Brøndbyfans der er og hvor stor en scene, vi egentlig er. Udebaneture og Europature generelt synes jeg er fede. På Sydsiden står man generelt med det samme set-up hver gang, men ude skal man vænne sig til noget andet. Hvor mange trommer skal vi have? Hvor skal vi placere os? Hvordan skal vi gøre?

Hvis du tænker på starten, hvor du begyndte at tromme, kontra nu. Føler du så, at I har rykket jer på området?

Jeg synes, at vi har rykket os meget. Men det er en generel udvikling på tribunen synes jeg. Vi har fokuseret på at ramme det rigtige niveau. Det skal ikke være for mekaniske og monotone rytmer, som det måske kunne være helt i starten da jeg begyndte at komme i miljøet, men heller ikke samba-rytmer, som folk ikke kan følge med på

Er der én bestemt sang du bedst kan lide at tromme?

Der er mange. Men skulle jeg vælge én, så har jeg faktisk et rigtig godt minde med “Sammenholdet gi’r mig håb”. Den er super fed, især når vi starter uden tromme, folk synger igennem og trommen så kommer på derfra. Jeg husker en kamp i parken. Det var ikke i sidste, men forrige sæson. Vi havde intet at spille for, fc var ved at vinde mesterskabet, og de var foran 1-0. I anden halvleg starter sangen, og vi brager dem fuldkommen ud af stadion. Det viste noget om sammenholdet. Det er et rigtig godt trommeminde, som jeg har. Så det må blive den.

Kan du beskrive en helt normal kampdag som trommer?

Jamen der er jo noget forberedelse. Du skal have styr på, hvilket trommeskind der skal være. De skal sidde rigtigt, spænde det rigtigt, huske at have alle materialer såsom benene. Man finder ud af, hvor mange trommer man skal bruge på dagen. Vi kommer så over på stadion og finder den bedste placering. Derfra har man en 20-30 minutter, før spillerne kommer ud opvarmning, hvorefter man så faktisk ikke har en pause i et par timer

Afslutningsvist. Hvis du ser på samspillet mellem tribunen og jer trommere, hvad er så dit drømmescenarie? Har du nogen opfordringer til tribunen?

Jeg elsker, når man kigger rundt og kan mærke, at folk synes det er fedt. At det man gør, er fedt. Men mit drømmescenarie i forhold til trommere og resten af tribunen er, for det første, at folk er tilfredse med det, vi laver. Men vi vil også gerne have at vide, hvis folk ikke kan lide det. Jeg vil gerne have, at folk lytter efter trommen, så man kan holde de rigtige takter. Eksempelvis på synkronklappet. Jeg håber, at folk griber “viben”. Det vi arbejder meget med, er hvis der for eksempel er en chance. Så trommer vi hårdere og lægger pres på. Der ville det være fedt, hvis hele tribunen reagerer og bliver mere aggressiv og hjælper os med det, ved chancer og hjørnespark.