Alle Hader Os | Tribunens legender: Muffe
689
post-template-default,single,single-post,postid-689,single-format-standard,qode-social-login-1.0,ajax_fade,page_not_loaded,,select-theme-ver-4.5,wpb-js-composer js-comp-ver-5.5.2,vc_responsive

Tribunens legender: Muffe

SYDSIDEN: For at bevæge sig fremad må man nogle gange kigge tilbage. Vi har i denne uge stillet skarpt på en af de personer der har været med til at forme Brøndbys fankultur. Jesper Muffe Krogh er en af Brøndbys gamle ræve som stadig har sin faste gang i og omkring Brøndby Stadion. 

Kan du starte med at fortælle læserne lidt om, hvem Muffe er?

Jeg hedder Jesper Krogh og er gået under navnet “Muffe” i mange år. Jeg så min første kamp i midt-80’erne og blev “rigtig” fan omkring 89/90. Dengang stod fansene på langsiden, før Faxe Tribunen/Sydsiden blev etableret. Og ja, jeg har også stået med malede flag i hovedet og halstørklæder om armen i sin tid, men dengang var de dage skelsættende for den kultur vi efterfølgende fik skabt. Jeg har også været med lidt “udenfor” legen, i 9,5 år, med syv års karantæne og 2,5 års tilhold. Så ja, det er på både godt og ondt, men nu har jeg været tilbage i 10 år. Men ja, de fleste i Brøndbymiljøet kender mig nok som Muffe.

Hvor stammer navnet Muffe fra?

Det er faktisk en lidt sjov historie, hvordan jeg fik navnet. I slut-90’erne havde den gruppe jeg kom fra, som er Southside United, et uofficielt venskab med nogle fans fra AIK. Vi skulle op at se en kamp i Stockholm, mellem AIK og Djurgården. Vi skulle overnatte i Växjö, inden vi skulle derop. Vi havde lige spillet en hjemmekamp mod AaB, hvorefter vi skulle derop og overnatte. Vi var allesammen fuldstændig knaldet ud om aftenen. Mildt sagt ret fulde. Om morgenen bliver jeg så vækket, hvor jeg har pillet skindet af en ræv på væggen og viklet rundt om mine arme som en muffe, for at holde varmen. De første ord der kommer ud af munden på en af de andre, er “prøv lige at se Muffe” – og så har det hængt ved siden.

Du står i Svinget den dag i dag?

Ja, jeg står i Svinget i dag. Jeg elsker jo at være på tribunen og være aktiv, også på udebane, men jeg holder også af at kunne trække mig lidt tilbage. Forstået på den måde, at jeg kan være med til at stå i Svinget og brede stemningen ud på stadion. Det gode ved Svinget er, at os der står deroppe, på vores yngre dage var med til at starte denne her fankultur i Brøndby. Vi har kæmpe, kæmpe, kæmpe respekt for den fankultur der er i Brøndby i dag, og netop af respekt for den, har de fleste af os trukket os lidt tilbage. Da det var os der stod nede i midten af Sydsiden, opstod udsagnet “syng eller skrid” – af respekt for det udsagn, har vi trukket os lidt tilbage. Vi synger ikke 90 minutter hver gang, vi har ikke samme gejst og gnist som de drenge, de helte, der står inde på midten af tribunen i dag. Vi vil ikke være helt stille til kampene heller, vi vil gerne være en mellemting og derfor står vi i Svinget i dag.

Hvad har du af oplevelser, der stikker særligt ud?

Jeg synes jo, at der i vores klub har været meget uro på ledelsesgangene. Den uro samlede dog også folk. Lige i starten da det hele med Per Bjerregaard startede, følte jeg for første gang i mange år, at vi var en enhed.
I forhold til kampe, så var jeg i Manchester til Champions League i 1998. Vi var bagud 5-0 og kunne egentlig være bagud med 10, men vi overdøvede Old Trafford alligevel. Vi stod og sang “six goals, you’ll never score six goals”. Jeg kan huske, at der efter kampen kom gamle United-fans over og sagde vi var de bedste udefans der havde været i et årti. Og vi tabte altså 5-0.
Jeg var også i Rom og se da vi tabte 3-1 i 1995. Vi havde vundet 2-1 hjemme og de scorede til 3-1 i Rom helt til sidst. Vi sang bare højere og højere, der kom Roma-fans myldrende hen til hegnet for at bytte halstørklæder

Som mig selv, og mange andre, er de fleste af dine positive oplevelser med Brøndby, faktisk baseret på modgang. Kan du prøve at sætte nogle flere ord på det?

Ja, altså inde i fck snakker de meget om succes og titler. Og det er fint, de har også vundet mere end vi har efterhånden. Men vi griner jo af dem tribunemæssigt. Der er unge fans, der begynder at komme derinde nu, som tror de er del af noget der rent faktisk har en historie og ikke bare en forretning. De er jo bygget på en fusion, hvor udvidelsen af Superligaen tilbage i 1992 faktisk reddede dem og gjorde, at de kunne starte i Superligaen. B1903 var ellers rykket ud. Ret skal være ret, de blev danske mestre i første sæson og havde et rigtig godt hold, de fortjente mesterskabet da de stod og fik pokalen inde i parken i sidste runde mod AaB. Men de har fået det foræret.

Det er klart, der er jo ret stor forskel på de to holds første titler. De er startet på toppen med et mesterskab i 1993, hvor Brøndby startede med at blive Sjællandsmestre i 1967. Men dog også som fusionsklub. Hvordan ser du forskellen på de to fusionsklubber?

Ja, jeg synes det er vigtigt at påpege. Vi er også en fusionsklub, men er startet i serierne. En billede der for mig personligt står printet godt ind, er fra 1981, mit fødselsår, hvor vi rykker op i 1. Division. Det viser, at vi er startet på bunden og har kæmpet os vej til toppen. Det er forskellen på de to.

Som vi snakkede om før interviewet her, er du jo stor fan af, at allehaderos.dk er stablet på benene igen. Historisk set har det haft en stor betydning. Kan du sætte nogle ord på det?

Ja, altså tilbage omkring årtusindskiftet, da Alle Hader Os startede, endte det jo med at blive et utroligt vigtigt talerør for fansene udadtil imod politikere og en masse andet. Det blev et medie, som mange større medier henviste til, og som virkelig gjorde en forskel for vores fanscene. Mange af dem der var primus motor på projektet, de fleste i hvert fald, står jo oppe i svinget nu, mens de sidste stadig står inde i midten af Sydsiden. For sådan en garvet rotte som mig, varmer det jo mit hjerte, at det køres op igen og at man gerne vil køre det på samme måde, som man gjorde dengang.

Hvordan har du set fankulturen udvikle sig siden 1989?

Jeg har oplevet en meget eksplosiv udvikling i fanmentalitet. Vi vil hele tiden være de bedste og har været blandt de bedste i Skandinavien hele tiden. Vi har ikke ligget på den lade side i hvert fald. Vi har været gode til, historisk set, at arbejde på tværs af fangrupper. Selv tilbage i 1996, da vi lavede tifo til Tenerife-kampen, lå der hooligans og malede bannere. Vi er gode til at arbejde sammen og vil hele tiden udvikle os, sådan udvikler vi også hele tiden fanmentaliteten. Jeg er stor fan af den vilde og militære mentalitet, der hersker midt på tribunen i dag. Det gør I godt, jeg synes der er disciplin og vores tifoer bliver udført godt.

Er der nogle opfordringer, du har til læseren?

Jeg kunne godt tænke mig, at folk havde en lidt mere “autonom” mentalitet. Forstået på den måde, at man altså godt kan være små grupper, der går sammen og maler et flag, som man tager med på stadion, eksempelvis. Folk skal tage mere initiativ selv, være mere på, følge flowet i kampen. Det forventes for meget, at dem i midten nok skal stå for det hele, synes jeg. Det er også en opfordring til langsiderne, om at følge lidt mere med i, hvad der sker på Sydsiden. Selvfølgelig skal de sidde og se kampen, som de har betalt for. Men de må gerne deltage lidt mere i stemningen. Det er blevet bedre, men det kan stadig blive endnu bedre. Man må gerne komme med tilråb under kampen. Det må ikke blive så struktureret, at man ikke ved, hvad man skal gøre. Folk må gerne leve sig mere ind i kampen, det er min opfordring.