Alle Hader Os | Spillet i fokus: Hvad foregår der?
634
post-template-default,single,single-post,postid-634,single-format-standard,qode-social-login-1.0,ajax_fade,page_not_loaded,,select-theme-ver-4.5,wpb-js-composer js-comp-ver-5.5.2,vc_responsive

Spillet i fokus: Hvad foregår der?

I BOKSEN: Det skal ikke være nogen hemmelighed at AHO ikke kommer til at have det sportslige som sit primære fokus, siden sidst er glimrende medier som 3point.dk og BrøndbyLyd kommet til. Engang imellem vil vi dog lade skribenter komme til orde med deres biddrag til den sportslige debat. Og det er netop det som dette skal ses som, et oplæg til debat. Alle holdninger er skribentens egne og det er i håbet om at Brøndbyfans vil tage stafetten op og medvirke til en debat der ikke er styret af jagten på læsere og annoncekroner.

Brøndby har haft en lidt slingrende start denne sæson og vi må nok indse, at kun et godt resultat mod ålborgenserne har afholdt den danske verdenspresse fra at gå i selvsving med krisesnak og rygtebørs en masse. Men hvad er egentlig gået så galt? Det er nemt at konkludere at forsvaret sejler, at vi mangler Rønnow og at nogen burde have inddraget Christian Nørgaards pas, aftenen inden hans fly til Italien. Og det er jo nok kun Kamil Wilczeks fantastiske stime, der afholder de mere inkarnerede dele af fanskaren fra at tage til England i en mørk varevogn for at returnere en hvis finne til Vestegnen. Nuvel, det er et livsvilkår for alle danske fodboldklubber, at når de store ligaer finder checkhæftet frem, så er der et prisskilt på alle spillere, uanset hvor vigtige de er for klubben. Det kan dog ikke undgås at det har indflydelse på truppen, at man har trukket en stor del af rygraden ud af startopstillingen.

Så hvad er det egentlig der går galt?

Afslutningerne mangler. Så simpelt kan det egentlig siges. Sidste sæson formåede vi, i de første 12 kampe, at præstere 19,1 skud pr. kamp, og i snit 6,9 af dem indenfor rammen. Det betød vi ramte et scoringssnit på 2,1 mål pr. kamp. I år har det set anderledes ud, ’kun’ 15,2 skud er det i snit blevet til pr. kamp, og af dem har 5 været inde for rammen. Scoringssnittet i denne sæson har været på 1,7 mål pr. kamp. Det er værd at notere sig, at antallet af afslutninger pr. mål praktisk taget er identiske på hhv. 8,9 og 9.

Min hypotese, da jeg gik i gang med at grave statistikker frem, var at vi i særdeleshed savner skud uden for feltet. Skud udenfor feltet tvinger forsvaret frem og skaber dermed rum bag sig til vores dygtige gennembrudsspillere, og her bliver savnet af Pukki igen tydeligt. I de første 12 kampe sidste år formåede vi at skyde 8,2 skud pr. kamp udenfor feltet, mens vi i år skyder i snit 7,2 gange udenfor feltet. Det betyder at vi, procentvis, faktisk skyder mere udenfor feltet i denne sæson.

Så hvad er det der går galt? Sidste år blev 36,6% af skuddene fra distancen blokeret, mens 26,7% ramte indenfor rammen. I år ryger 41,8% af boldene forbi mål, og kun 24,4% ender indenfor rammen. Det betyder færre redninger, færre løse bolde der kan skabe ravage i feltet. Eller sagt på en anden måde, så giver skuddene fra distancen chancer i feltet. Så selvom der bliver skudt mere fra distancen procentvis, så ville de ekstra skud med al sandsynlighed føre til flere afslutninger inde i det der populært kaldes ’danger zone’, men når skuddene er ufarlige skaber de slet ikke samme uro i modstanderens felt.

Overordnet statistik for de første 12 runder i denne og den foregående sæson (Kilde: Superstats.dk & WyScout)

Hvorfor kan de ikke finde ud af det længere?

En forklaring på problemet, er den som Zorniger også hentyder til i gentagene interviews. Spillerne skyder mindre fra distancen, fordi de ikke er komfortable med at tage chancer. Når man ser på succesraten for vores modstandere (tydeligst illustreret i 3-2 fadæsen mod ågf der så os indkassere 3 mål på 4 afslutninger indenfor rammen) kan man godt forstå dem, men i en altomfattende spilfilosofi, som den Zorniger repræsenterer, er det risikobetonede spil i fase 3 helt og aldeles afgørende for succes.

Vi skaber chancer og afslutter fordi det sætter modstanderne på hælene og slår huller i deres forsvar, ikke fordi vi skal score på hver enkel chance. Den klassiske tanke om at kvalitet er bedre end kvantitet skal man lægge fra sig – kvantitet er en kvalitet i sig selv. Vi er blevet tudet ørene fulde om at Brøndbys pres kun virker når alle spillerne er ombord, ellers bliver de fanget på mellemhånd, det har vi set for mange gange den her sæson. Men det gælder også i offensiven. Uden det risikobetonede spil, hvor jagten på den målgivende aflevering eller afslutningen er essentielt, bliver vi fanget på mellemhånd. Spillerne skal konstant jagte en chanceskabende aktion for det er her det reelle pres bliver sat på modstanderne. Hvis spillerne ikke konstant søger disse, tager vi tempoet ud af vores eget spil og giver modstanderne plads til at sætte deres spil i gang på bolderobringer.

Lidt ufint kan man komme med en dissekering af Zornigers forklaring og sige at spillerne simpelthen ikke har tiltro til hans koncept eller sagt på klassisk fodboldterminologi, at han har mistet omklædningsrummet. Jeg vil ikke gå for meget i dybden med dette da jeg synes det er et meget tyndt grundlag at basere det på, og må afvise det med den simple observation, at Simon Tibbling der, ifølge dagbladene, har allermindst grund til at kæmpe, slås som en besat for den gule trøje hver eneste gang han går på banen. Jeg tror også, at sportspressen i Danmark har været udsat for et kulturchok der minder om det chok der ramte resten af fodbold-Danmark da Zorniger gjorde sit indtog. Et komplet opgør med dansk hygge-kultur og rundkredspædagogik.

I resten af Europa ville historien om Tibbling aldrig være nået pressen. Husk Aggers fortælling om omklædningsrummet i Liverpool, eller historierne om slagsmål på diverse træningsbaner. Så hvad har ændret sig? Vinderen har altid ret, og de sidste par måneder, har tyskeren ikke været den vinder han var sidste sæson. Resultaterne skal nok komme igen. Det tog plastikbanden fra Frederiksberg det meste af en sæson at spille et hold sammen efter stammen blev flået ud og solgt til højestbydende, det samme kommer nok til at gøre sig gældende for os, jeg håber Brøndbys fans og ledelse har is nok i maven til at gå igennem det, for vi er en krævende flok og efter et årtis tørke fik vi en påmindelse om hvordan succes smager, og det skal vi helst ikke vente for længe med at få stillet helt.

Når det er sagt, så må vi anderkende at Zorniger har en uheldig forhistorie når det kommer til at håndtere sportslig modvind. Der kan muligvis være nogle spillere i omklædningsrummet der har mistet respekten og tilliden grundet den hårde attitude og de ultimative krav til disciplin Zorniger lægger for dagen. Men ansættelsen af den tyske træner var ikke kun et spørgsmål om at få en vinder, men om at implementere en strategi og skabe en mentalitet. Her skal vi nok finde årsagerne til nogle af de kritikpunkter der er blevet rejst af Zornigers ledelsesstil. Der må jeg melde mig i koret af dem der mener at Zorniger skal have tid. Tid til at være bygherre på en vinderkultur hvor man, kort sagt, kan klare mosten. Jeg ville elske at se unge Brøndby-drenge stå i kø for at komme i start-11’eren uge efter uge, men der går nok nogle år og i mellemtiden er det vigtigt at vi får nogle spillere ind der kan håndtere træneren og vise de unge spillere, at hvis man klemmer ballerne sammen når det er råt, koldt og surt at spille fodbold, så er der succes på den anden side.