Alle Hader Os | Spillerinterviews – Anton Skipper: Forsøger at sprede Brøndbyånden
752
post-template-default,single,single-post,postid-752,single-format-standard,qode-social-login-1.0,ajax_fade,page_not_loaded,,select-theme-ver-4.5,wpb-js-composer js-comp-ver-5.5.2,vc_responsive

Spillerinterviews – Anton Skipper: Forsøger at sprede Brøndbyånden

I en moderne fodboldverden, hvor penge og selvpromovering fylder mere og mere, er der længere og længere imellem snapsene, hvad angår spillere, med hjertet på rette sted. Især spillere, der har den klub, som de spiller i, helt inde under huden. Anton Skipper Hendriksen er en af de få undtagelser i dansk fodbold. For han har været ude siden barndommen, på banerne ved Brøndby Stadion og med Brøndby IF i hjertet, hvilket har medført interessen fra Alle Hader Os til at lave det nedenstående interview, med en ægte blågul kriger.

Kan du starte med at fortælle læserne lidt om dig selv?

Jamen jeg hedder Anton, jeg er 18 år og startede til fodbold som 4-årig i Brøndby. Jeg har altid boet i Brøndby og blev rykket op i Superliga-truppen her fra januar af.

Og som vi kan forstå det, kommer du fra en rigtig Brøndbyfamilie?

Ja, vi holder allesammen med Brøndby derhjemme. Jeg har jo altid boet her, så vi er altid kommet på stadion, siden jeg var helt lille.

Selve processen med at blive rykket op i seniortruppen, hvordan foregik den?

Jamen det skete egentlig meget pludseligt. Jeg havde trænet med truppen et par måneder inden. Men jeg tænker også, at jeg blev student sidste sommer, hvorefter det måske var lidt mere oplagt at rykke mig op i A-truppen, end hvis jeg stadig studerede.

Du var så med til din første pre-season med A-truppen, hvor I havde Zorniger som træner. Hvordan var det?

Det var hårdt, man blev godt nok smadret igennem. Der var ikke meget overskud til andet end at træne, men man vænnede sig mere og mere til det, selvom det også var utroligt hårdt, selv mod slutningen. Det var en fed oplevelse!

Er der nogle af spillerne i A-truppen, som du ser mere op til, end andre? Og hvem snakker du bedst med på holdet?

Jeg kigger meget på sådan en som Benedikt Röcker, vi minder meget om hinanden både i position og statur. I forhold hvem jeg snakker mest med, er det meget naturligt, at i unge snakker mest med hinanden. Sådan en som Luke Singh, som vi lige har hentet fra Canada, snakker jeg meget med i hvert fald.

Nu nævner du selv Röcker – er han selv henne ved dig og lære fra sig? Eller er det mere dig der observerer ham og lærer den vej igennem?

Vi har haft nogle enkelte snakke, da vi var på træningslejr. Det er ikke noget vi snakker om dagligt, men jeg har indtrykket og følelsen af, at jeg altid kan komme og spørge ham om ting. Han er meget åben og villig til at lære fra sig.

Er der nogle spillere, som du har haft som idoler, yndlingsspillere eller lignende, som har influeret enten din væremåde, spillestil eller andet?

Jeg har set meget op til sådan en som Daniel Agger førhen, i og med, at vi begge også har spillet fodbold i Hvidovre og omegn, inden vi kom til/kom tilbage til Brøndby. Jeg kan godt lide hans personlighed også. Jeg er også Liverpool-fan.

Er det drømmen at komme til Liverpool en dag?

Det er klart, det ville være stort at spille der, men det er ikke fordi, jeg har nogle præferencer omkring det som sådan på nuværende tidspunkt.

Hvor vil du ideelt set gerne være om fem års tid?

Ideelt set har jeg jo bidt mig fast på Brøndbys hold og allerede gjort det så godt, at jeg er røget til udlandet. Men det er selvfølgelig svært at spå om, hvordan det går

Har du en form delmål i forhold til, hvornår du gerne vil have bidt dig fast på Brøndbys hold?

Jeg har kontrakt to år frem fra sommer. Til den tid, vil jeg i hvert fald gerne have bidt mig fast på førsteholdet senest.

Hvordan vil du beskrive dit eget forhold til Brøndby?

Det har altid ligget meget tæt. Selv dengang jeg startede til fodbold som 4-årig, havde jeg Brøndbytrøjer derhjemme og der var ingen tvivl om, hvor jeg skulle spille. Siden jeg så kom tilbage til Brøndby som U13-spiller fra Hvidovre, synes jeg egentlig, at jeg har gjort hvad jeg kunne, for at føre Brøndbyånden videre til spillere, der kom udefra. Dem er der jo ret mange af i ungdomsrækkerne, så jeg har gjort mit til det, for at folk får ånden og mentaliteten ind under huden, blandt andet som anfører også. Nogle gange kunne folk godt glemme det lidt. Værdierne har altid ligget tæt på mig. At arbejde hårdt, fællesskabet og så videre.

Er der andre ungdomsspillere, eller spillere generelt, som du kan pege på, i forhold til at have den Brøndbyånd?

Der er jo mange spillere, som kommer udefra i ungdomsrækkerne og det kan være svært at udpege nogen. Men hvis jeg skulle vælge en, ville det være Jobbe (Jesper Lindstrøm)., som jo også er her fra området og har været en del af fankulturen, hvis man kan sige det sådan. Så det ville nok være ham, han har Brøndbyånd.

Du har også spillet nogle ungdomslandskampe – hvad har du af ambitioner omkring landsholdsfodbold, på både kort og langt sigt?

Mit fokus ligger egentlig ikke så meget på landsholdet. Jeg fokuserer på at gøre det godt i klubben og for klubben og så kommer landsholdet som en belønning for at gøre det godt. Lige nu er mit fokus på EM-kval med U19-landsholdet om et par uger.