Alle Hader Os | Scenen er sat for en ny debat
515
post-template-default,single,single-post,postid-515,single-format-standard,qode-social-login-1.0,ajax_fade,page_not_loaded,,select-theme-ver-4.5,wpb-js-composer js-comp-ver-5.5.2,vc_responsive

Scenen er sat for en ny debat

LISTE 2605: Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdninger, og klummen var i samspil med Brøndby IF tiltænkt spalteplads på brondby.com. Imidlertid ønsker Brøndby IF nu ikke klummen på deres platform, da den i deres øjne angiveligt er ”for vidtgående”. Dette til trods for at alle klummens tal og sammenligningsgrundlag er dokumenterede, og dette til trods for at en sådan klumme omsider, potentielt, ville kunne have haft en begyndende effekt ift. at sætte scenen for en ny samtale i det offentlige rum, hvor debatklimaet og omtalen af fodboldfans ville gå fra underlødigt og uoplyst – og til nuanceret, rimeligt og faktuelt korrekt.

Brøndby IF er trængt op i en krog af frådende sensationsjournalister og forargede politikere, og naturligvis har det ikke været tilstrækkeligt, at man i parenteser og små bisætninger af og til har taget flygtigt til genmæle ved at fortælle den sande historie om fodboldfans. Hvorfor denne berøringsangst over for formidlingen af en historie, der ligger lige for og som er, endog grundigt, dokumenteret? Det er bekymrende, at man i år 2018 ikke i højere grad insisterer på rimelighed og insisterer på samtalen med dybde. I stedet gør man imidlertid blot honnør for konservative DBU og forargede populistiske politikere, fordi frygten for repressalier og stemningsmæssige konsekvenser parterne imellem vinder, selvom historien der ideelt set skulle formidles, er fuldt ud korrekt. Det er således en eller anden form for censureret virkelighed, der normalvis kun har sin gang på nordkoreanske eller kamel- og ørkenstaters breddegrader.

Det er ikke længere raketvidenskab hvorfor debatklimaet ikke proportionalt ændres positivt i takt med fodboldfans’ bedre og mere organiserede udvikling. Afviser man at trække tæppet for og vise Danmark den scene, der ellers er sat for en ny debat, så fastholdes mediers og politikeres fornuftsstridige jerngreb naturligvis også om Brøndby IF i en sådan grad, at fanscenen før eller siden vil være reduceret til en tandløs forsamling af individer.

Er denne klumme ”for vidtgående”? Bedøm selv.


Lad os i fællesskab blive enige om én ting: I mere end et årti har det ikke været sportslig succes, champagnebold og tekniske finurligheder på grønsværen, der har solgt billetterne til Brøndby Stadion og forskellige danske udebaneafsnit. Bevares, de seneste år er vi nået langt, og historiens vingesus akkompagneret af gamle Brøndbydyder med særligt presfodbolden i centrum, kan mærkes.

Vi skal imidlertid også kunne nå til enighed omkring at denne fodboldklubs med afstand største aktiv, er Brøndbys fans. Det er os, der sælger billetterne. Det er os, der brander og markedsfører klubben. Det er os, der skaber sponsorerne. Det er os, der gør os TV-mæssigt attraktive. Det er os, man kom på stadion for at opleve, da vi var tæt på en tur i første division. Det er med andre ord os, der udgør hele fundamentet og direkte bærer Brøndby IF’s omsætning. Når alt ramler, sportsligt som økonomisk, vil der altid være én ting intakt og total uberørt af tidens tand: Brøndbys fans.

Det er i sandhed unikt, ikke kun i Danmark, ikke kun i Europa, men i hele verden, at en så levende og fanatisk fanscene med så meget kant som Brøndby IF’s – med alle de positive følgevirkninger en sådan bevægelse medvirker til – ikke døjer med mere ballade, flere problemer og såkaldte skandalesager. Alle de senere års officielle rapporter, uagtet om de kommer fra Politi, klubber eller DFF (Danske Fodboldfanklubber), dokumenterer og sætter en tyk streg under, at der historisk set aldrig har været så lidt ballade og så lidt problemer med fodboldfans, som hvad tilfældet er lige nu. Anholdelser og sigtelser foregår i rekordlavt omfang, men på trods af dette hersker der et paradoks: hos medier og den brede befolkning er der en opfattelse af, at det at gå til fodbold er forbundet med fare for liv og legeme, ligesom grundtanken hos mange er, at wild west-tilstande råder til dansk fodbold, hvor ballademagere uimodsagt får lov at gå amok på ugentlig basis.

Dette er imidlertid ikke alene en sandhed med modifikationer. Det er en vrangforestilling og et medieskabt fatamorgana, ligesom det frem for alt er et omsiggribende og alvorligt paradoks, at en så unik fankultur, der i så høj grad beriger samfundet med frivilligt arbejde, tusindvis af brugte, ulønnede mandetimer i TIFO-haller, generelt engagement og dedikation – og med så lidt dokumenteret ballade til følge – skal heksejagtes i et omfang, der ikke flugter med virkeligheden.

Der sker naturligvis lovovertrædelser til fodbold i Danmark, men problemerne er imidlertid marginale, hvis man sammenligner begivenheder af tilsvarende størrelse. Antallet af anholdelser og sigtelser til festivaler, festuger og weekendaftener i forskellige byers centrum overstiger markant – både i alvor og omfang – hvad der sker på en hel Superligasæson, og dette på trods af, at disse begivenheder har langt færre gæster og strækker sig over kortere tidsintervaller. Alligevel døjer dansk fodbold med et langt større imageproblem og der hersker en generel opfattelse af, at det er her, der eksisterer et virkeligt samfundsproblem.

Dette skyldes en populistisk fejlslutning, hvor DBU, forargede politikere og landets medier, anført af tabloidbladene, er gået i selvsving ud fra en misforstået puritansk hensigt om at forbyde og kvikfixe sig ud af imaginære ubehageligheder. De tror, at folk er bange og at der er et problem, men sandheden er imidlertid, at de skaber en frygt, ved at overdrive et problem. Det er ren, misforstået populisme.

Det er i det politisk korrekte Danmark formentligt fornærmende og ilde set, når flaskehalsen peges mod fodboldens øverste myndigheder og politikere som Søren Pape Poulsen, når et ansvar for et dårligt og underlødigt debatklima skal placeres, men det er ikke desto mindre en nødvendighed. At unge knægte antænder et romerlys eller enkelte individer ikke kan styre en sagesløs brandert tvinger selvsagt ikke politikere eller fodboldens øverste myndigheder til at foretage indgreb og lovgive uden effekt. Stramninger, millimeterdemokrati og kortsigtede revolverbeslutninger står kun tilbage som et forkrampet og dårligt maskeret forsøg på handlekraft, så der, koste hvad det vil og død og kridte, kan høstes stemmer.

Der har aldrig været så lidt ballade til fodbold i Danmark som hvad tilfældet er nu, men presset og de forargede pegefingre fra Christiansborg og DBU har heller aldrig været så stort på fodboldfans. Det er paradoksalt. Der er ingen der fører DBU’s og Søren Papes hånd. Deres regelrytteri, kontrol og nyttesløse registre dikteres ikke af Gud. Det er voksne mennesker, der sidder og træffer disse beslutninger, og de arbejder hårdt for at få dem effektueret. De bærer skylden for at de bliver indført – det gør individet, der har drukket for meget og begår en lovovertrædelse, ikke: ham og hans handlinger er kun et påskud.

Vi har alle et ansvar for at stå op for mediers, forargede politikeres og dele af befolkningens unuancerede, uoplyste og til tider ubegavede fremstilling af fodboldfans. Agerer vi alle blot nikkedukker til det virkelighedsfjerne og unuancerede, er vi også passivt legitimerende og medskyldige i, at al sjæl, liv og kant kvæles ud af dansk fodbold i en sådan grad, at vores rolle til syvende og sidst er tandløs og ligegyldig.

Det må være på tide, at der gøres op med, om man på den ene side ønsker en så aktiv og levende fanscene som eksempelvis Brøndbys – med alle de positive konsekvenser som Brøndby IF og dansk fodbold nyder godt af – og man så kan leve med forskellige forseelser, som altså foregår i rekordlavt omfang, eller om man på den anden side hellere ønsker en fanscene blottet for kant, farver, liv, autonomt, selvstændigt ståsted, hvor fanscenen i stedet vil være reduceret til tretusinde mennesker, der lovlydigt og med nul, som i nul (!) ballade, sidder med åben mund og blanke øjne, mens de klapper tomt og fraværende i takt til Hansi Hinterseer eller et andet stykke tysk populærmusik.