Alle Hader Os | Mandagskampe er mere kriminelt end pyroteknik
651
post-template-default,single,single-post,postid-651,single-format-standard,qode-social-login-1.0,ajax_fade,page_not_loaded,,select-theme-ver-4.5,wpb-js-composer js-comp-ver-5.5.2,vc_responsive

Mandagskampe er mere kriminelt end pyroteknik

Mandagskampe er et koncept den danske fodboldfan efterhånden har stiftet et længere bekendtskab med. Tv-selskaberne er tilsyneladende rigtig glade for dem, selvom ingen af Danmarks fodbold fanklubber har meldt andet ud, end at hverdagskampe er problematiske.

Her i Brøndby, har fanscenen af flere omgange lavet kampagner imod mandagskampe, da der eksisterer et brændende ønske om at få fodbolden tilbage til en samlet afvikling af spillerunden med én aftenkamp.

Der er to markante måder at anskue mandagskampsdebatten på, enten som et ønske om at opnå idealet ’søndag kl. 15’, eller som en protest imod hverdagskampens væsen. Her vil vi forsøge at gengive de to tilgange til debatten.

 

Pro søndag kl. 15

 

Da Superligaen indførte mandagskampe for snart mange år siden, lød argumentet at det gav tv-seerne mulighed for at følge flere kampe når de ikke længere blev lagt samtidig. Lad det være sagt med det samme, det argument må anno 2018 med ’Second Screening’, streaming-tjenester, evnen til at trykke pause på live tv og alskens anden teknologi, være dødt nu. Tv-seerne kan se præcis den fodboldkamp de vil, når de vil, uanset hvor og hvornår den bliver spillet. Kamptidspunktet bør derfor primært tage hensyn til stadiontilskuere, hvis vi nu skal kigge på det ud fra et utilitaristisk princip om det bedst mulige for flest mulige.

En Superliga hvor runderne afvikles søndag kl. 15 med én sen kamp som rundens højdepunkt ville uden tvivl gøre livet lettere for fodboldfans på landets stadions, det er nu engang lettere at tilrettelægge sit familie-, arbejds- og/eller foreningsliv når man kan regne med at man ikke skal tage højde for hvilken del af månens cyklus der passerer Jupiter for at regne det næste spilletidspunkt ud. Og ja, det er muligvis en overdrivelse, men en stor ulempe ved tv-selskabernes uendelige jagt på den perfekte fordeling, er at spilletidspunkterne fastlægges løbende igennem sæsonen, specielt slutspillet er her en stor synder, men ved man at kampene ligger fast hver søndag, så bliver det altså nemmere at være aktiv fan.

Og netop de aktive fans, dem der rejser land og rige rundt uge efter uge for at støtte Brøndby IF, de bliver straffet særlig hårdt. Jeg kender håndværkere der skal møde kl. 7 hver morgen, deres liv bliver altså ikke lettere af at komme hjem fra Herning kl. 3:00 på en mandag, fordi nogle smarte grafer inde hos Viasat har påpeget at man får X% flere seere hvis kampen starter kl. 20 mandag aften. Et argument der i øvrigt kun giver mening hvis man ser bort fra, at de ekstra seere nok bl.a. skyldes at de, som ikke kan nå på stadion, jo er nødt til at se kampen på anden vis.

I de gode gamle dage, hvor Brøndby vandt det hele, Ebbe Sand var Gud og man ikke omtalte fc-klubber i flertal der blev næsten alle runder afviklet ved at 5 kampe blev spillet samtidig, og én kamp blev spillet lige bagefter. Den spænding det skabte var noget særligt. Så særligt at man stadig holder fast i det i de sidste runder i Superligaen. Den tvekamp imellem direkte konkurrenter er noget særligt. Det skaber en særlig intensitet på stadion.

 

Hverdagskampe er mere kriminelt en pyroteknik

 

Basalt set er hverdagskampene, særligt dem hvor udebaneafsnittet befinder sig mange hundrede kilometer fra hjemmebanen, et angreb på en meget vigtig grundpræmis for fodboldens fankultur; fodbold skal opleves på stadion. Det er en præmis der, i stigende grad, er under pres fra mange sider. Det er svært at forklare udenforstående hvorfor vi hellere vil bruge en råkold søndag på at tage til Haderslev og se SønderjyskE – Brøndby IF, når der er La Liga og Premier League på skærmen og varme i radiatoren. Men fodbold skal opleves på stadion, det er en tilskuersport. Det er en hel kultur der er opstået uafhængigt af hinanden rundt i hele verden længe før globalisering kom med i ordbogen. Det handler om nærvær, samvær og om at turde give sig hen til nuet. Uanset hvor dygtige kamerafolk og imponerende teknologi, sidelinje-interviews og 360°-kameraer man tilføjer til udsendelsen, så bliver det aldrig det samme som at stå på tribunen og mærke energien fra flere tusinde mennesker der råber deres afmagt, sorg, frustrationer og glæde ud i sang og tilråb. Det kan ikke forklares, og det kan ikke gengives, det skal opleves. Forestil dig en verden hvor koncerter, store som små, blev tilrettelagt efter hvornår der var tv-seere til dem. Den legendariske modtagelse af EM-heltene i ’92 flyttet til en lukket hotel-lobby fordi det ville give bedre tv-billeder? Nej, nogle ting skal opleves førstehånd og fodboldkampe er én af de ting.


Fodbold skal opleves på stadion, intensiteten kan næsten fornemmes på skærmen, men skal man have den fulde oplevelse skal man være der selv.