Alle Hader Os | Malmö FF-Besiktas: Havde det da bare været os
626
post-template-default,single,single-post,postid-626,single-format-standard,qode-social-login-1.0,ajax_fade,page_not_loaded,,select-theme-ver-4.5,wpb-js-composer js-comp-ver-5.5.2,vc_responsive

Malmö FF-Besiktas: Havde det da bare været os

GROUNDHOPPING: Hvor havde jeg dog uendeligt gerne set, at jeg ikke kunne tage til Malmö FF-Besiktas, fordi vi selv skulle spille Europa League-gruppespil. Men når omstændighederne er, som de er, kan det bestemt godt anbefales at tage over på den anden side af sundet og drømme lidt om, hvordan Brøndby Stadion havde gynget, hvis vi slog Besiktas.

De fleste er givetvis klar over, at Malmø ikke ligger mere end 40 minutters togtur væk fra København. Men husker man så også at benytte sig af det? Det her var min kun tredje tur til Skånes hovedby, og alle gangene har det slået mig, at turen kulturelt føles meget længere, end den er geografisk. Man får den der turist-vibe, når man er i Malmø, som er en rigtigt fin by med en flot bymidte. Og det er jo værd at tage med, når Malmø samtidig byder på muligheden for at få en ganske interessant fodboldoplevelse.

I modsætning til os formåede Malmö FF at kvalificere sig til gruppespillet i Europa League ved heldigvis at lade det gå ud over fc midtjylland. Efter et 2-0-nederlag i forbandede Genk var point på den europæiske konto bydende nødvendigt for MFF torsdag d. 4. oktober hjemme mod Besiktas’ pensionistklub for fallerede fodboldstjerner. Og den ordre levede spillerne op til. Kampen kommer vi til senere. MFF-fansene varmer nemlig op på Möllevångstorget centralt i Malmø, hvor en række restauranter på kampdage sætter MFF-flag op i markiserne, mens personalet serverer mad og drikke iklædt MFF-tøj. Ligeledes er busserne iklædt MFF-flag, hvilket nok siger noget om, hvor meget mere lokalt forankret den svenske fodboldkultur er. Jeg ville i hvert fald både blive overrasket og skuffet over, hvis København eller nogen anden dansk bys busser kørte med flag fra det hold, der bærer samme navn som byen. Jeg har i øvrigt oplevet noget lignende i Norge.

Jeg havde glædet mig til også at opleve de tyrkiske fans, men Besiktas havde på eget initiativ frasagt sig et udebaneafsnit. Det havde dog ikke afholdt omtrent 50 sortklædte og formentlig svensk bosatte Besiktas-fans fra at samle sig på Triangeln. På trods af et anseeligt politiopbud virkede alt nu til at ånde fred og ro, og det lykkedes dem også at organisere sig i det normale udeafsnit, uden at det var noget, der blev et problem ud af. Derudover var det en ret anonym optræden fra dem. Man hørte dem (og en del andre Besiktas-fans spredt ud over resten af stadion), da tyrkerne fik bolden i nettet. Scoringen blev dog underkendt for offside.

Moderne stadion der minder lidt om Vilfort Park

MFF’s stadion ligger placeret let tilgængeligt relativt centralt i byen i grønne omgivelser og klos op ad klubbens gamle stadion, Malmö Stadion. Og nu skal vi holde tungen lige i munden. I 2009 flyttede MFF nemlig ind på det nybyggede Swedbank Stadion, som i år har skiftet navn til det mundrette Stadion. Ja, deres stadion hedder Stadion – officielt – og ligger ved siden af Malmö Stadion, som vist snart skal rives ned. Stadion holder en kapacitet på 24.000 tilskuere (21.000 internationalt). Til denne kamp var der 17.184, heraf en tætpakket stemningstribune, Norra Läktaren, hvor undertegnede stod placeret højt og relativt centralt. På dækket under tribunen er der etableret en lille fanzone, som dog ikke tåler nogen form for sammenligning med vores nye.

Selve tribunen kan til gengæld godt sammenlignes lidt med Sydsiden i størrelse. Der er ikke nogen øvre tribune, men i stedet nogle VIP-/kontorfaciliteter. Det betyder, at taget er relativt tæt på, og det gør bestemt ikke noget dårligt for lydniveauet. I det nordøstlige hjørne er der også et sving, hvis klientel bidrog til stemningen på meget samme måde som Svinget i Brøndby.

Som Sydsiden på en rigtigt god dag

I Sverige er de hamrende stolte af deres fodboldklubber eller ”foreninger”, som de gerne omtaler dem. Deres fodboldkultur er noget ældre end vores, og det mærkes tydeligt – også når der ikke er tale om en storklub som MFF. Eksempelvis har de fleste – hvis ikke alle – svenske klubber en hymne, som afsynges højt og flot, og ofte er der en ret god historie bag hymnerne. Herfra skal lyde en anbefaling om at udnytte enhver lejlighed til at stifte bekendtskab med svensk fodbold og fankultur. Der er mange elementer, som vi kun kan skele misundeligt til i Danmark – især hvis man ikke holder med Brøndby.

Stemningsmæssigt tror jeg dog godt, at vi kan byde Malmö op til dans på en god dag. Sangene var tekstmæssigt meget sammenlignelige med vores egne; mange lange og velskrevne tekster på melodier, der også i mange tilfælde går igen tværs over Øresund. En markant forskel er til gengæld, hvordan tribunen styres. På Norra Läktaren er der intet højttaleranlæg, så capoerne benytter sig af gode gamle megafoner. På trods af en tætpakket tribune kunne jeg dog kun få øje på to megafoner, og de var endda ikke særligt kraftige. Til gengæld er capotårnet placeret helt nede i bunden af den let hævede tribune, mens der også var en håndfuld hjælpe-capoer placeret mere yderligt på tribunen. Derudover kører sangene også i et lidt højere tempo end mange af vores.

Ikke desto mindre var der – fra min position at høre – ikke mange problemer med koordinering, og selvom folk i siderne var mindre aktive, var der generelt rigtigt god volumen på med 90 minutters mere eller mindre konstant sang og ligeledes rigtigt god lyd på under opvarmningen. Det var tydeligt, at tribunen ikke i nær samme omfang skal holdes til ilden af capoerne, som det er tilfældet på Sydsiden. Derudover havde MFF-fansene et ret fedt vokalt værktøj; i mange sange skifter toneringen op og ned, som man ofte oplever det, når f.eks. kampforløbet gejler tribunen op, og fansene giver den en oktav mere (bær venligst over med, hvis jeg udviser grov mangel på kendskab til musikalske begreber). Her er det bare en integreret del af sangen og altså ikke påvirket af kampen. Lidt à la vi oplevede det, da ”Brøndby – IF” kørte højere og højere under returkampen mod Genk. Det kunne vi godt lade os inspirere mere af og forhåbentlig få til at sidde på rygraden af Sydsiden.

En anden detalje var, hvordan langsiderne gav den gas, når der f.eks. var frispark eller hjørnespark til Besiktas tæt på dem. Så hang de forreste rækker altså ud over rækværket, bankede i banderne og råbte alverdens svenske vederstyggeligheder mod tyrkerne. Jeg har svært ved at se vores langsider gøre det samme – men det bidrog altså positivt til stemningen, og jeg tror ikke, den demografiske sammensætning på vores og MFF’s langsider er voldsomt forskellig. I Malmø er tribunen dog hævet lidt mere end i Brøndby, hvilket måske gør det mere oplagt at forsøge at få kontakt til spillerne ved at læne sig frem.

I løbet af kampen slog det mig, at vi efterhånden godt kan tillade os at tale om en skandinavisk supporter-kultur. Nu er vi blevet tudet ørerne fulde om, hvor passionerede de er sydpå, i de lavere engelske rækker og i Sydamerika for eksempel. Men helt ærligt; de steder er der sgu også mange ret ligegyldige stemningsoplevelser, så jeg synes efterhånden, det vil være på sin plads, om vi – og omverdenen – også begynder at anerkende vores kultur.

Hvor blev presset af?

Jeg overrasker næppe nogen ved at afsløre, at det var en ret fin oplevelse at se MFF-Besiktas. Der var stjernenavne som Pepe, Quaresma og Vagner Love blandt en del andre inde på banen. Der var en masse på spil. Og så blev oplevelsen af hjemmepublikummet naturligvis heller ikke ringere af, at let undertippede MFF hev en 2-0-sejr hjem på et gigantisk drop af evigt uheldige (eller bare elendige) Loris Karius og et veludført straffespark af publikumsfavoritten Markus ”Mackan” Rosenberg. Nu er det hverken første gang, jeg ser MFF eller svensk fodbold i det hele taget, men mange kender nok det med at fatte sympati for et hold, man har set live. Jeg forsøgte at synge og klappe med på sangene så godt, som jeg kunne, men undlod, når teksten blev for personlig. Jeg kunne dog mærke, at sympatien for MFF ikke rakte videre end denne ene kamp, fordi jeg ærligt talt synes, at der er rigtigt mange fede klubber i Sverige. Det gav mig endnu en bekræftelse af, hvor rigtigt det føles at holde med Brøndby, og det var endnu en af de ting, jeg tog med mig hjem.

Tilbage til kampen. Opskriften på sejr var en særdeles stram 4-4-2, hvor man nærmest aldrig så en spiller stå på den forkerte side af sin nærmeste holdkammerat i forhold til den udmeldte startformation. Det var med andre ord ret langt fra, hvordan Brøndby spiller, og det var sjovt at opleve, hvordan man nærmest er blevet miljøskadet af at følge Brøndby tæt. I et utal af situationer tænkte min hjerne instinktivt ”gå i pres!” eller ”så slå dog den direkte aflevering!”. Men der findes altså andre måder at vinde fodboldkampe på, uagtet at det ikke er noget, jeg synes, vi i Brøndby skal lade os inspirere af.

Det kan vi til gengæld af nogle af de ting, der foregår uden for banen på Stadion i Malmø. Og jeg har ladet mig fortælle, at det trods alt ikke kun er noget, man oplever, når MFF en sjælden gang imellem tager en stor europæisk skalp, men også til eksempelvis derbykampe mod Helsingborgs og IFK Göteborg. Så jeg kan kun opfordre til, at man kommer af sted, når det lader sig gøre uden at ramle sammen med Brøndbys kampe. Som en god ven står citeret for:

Man kan godt fortryde, at man ikke tog af sted til en fodboldkamp, men man fortryder aldrig, at man tog af sted.

Det gjorde jeg bestemt heller ikke denne gang. Men mon ikke vi også kan levere noget ud over det sædvanlige, hvis vi en skønne dag tager en stor sejr i et europæisk gruppespil. Hæng i, venner. Så skal det nok ske en skønne dag.