Alle Hader Os | Landsholdskampe i Storbritannien
699
post-template-default,single,single-post,postid-699,single-format-standard,qode-social-login-1.0,ajax_fade,page_not_loaded,,select-theme-ver-4.5,wpb-js-composer js-comp-ver-5.5.2,vc_responsive

Landsholdskampe i Storbritannien

GROUNDHOPPING: En Groundhopper tur der stod i landsholdets tegn i det britiske. Danmarks kamp fredag og England på ikoniske Wembley om søndagen. Om lørdagen blev det et spændende og alternativt møde med League 1-klubben Bristol Rovers.

Landsholdet er altid grobund for debat og diskussion i samfundet. Personligt kan jeg godt lide af følge landsholdet, og har besøgt flere forskellige stadions gennem tiderne, når de rød/hvide har spillet. Det var dog første gang i Wales for mig overhoved, så mødet med Cardiff City Stadium, den normale hjemmebane for Premier League klubben Cardiff City FC, var selvfølgelig min debut her. Kapaciteten er på 33.280 og der var totalt udsolgt til kampen. Os danske fans var blevet placeret nede i hjørnet, hvor man på bedste britiske maner stod tæt til banen. Det er, og bliver aldrig, organiseret fed stemning når man ser Danmark. Der er gas på under nationalsangen, og enkelte sange bliver forsøgt uden større held. Alligevel er det, for mig, altid sjovt og anderledes fra hverdagen i Brøndby at se Danmark. Kampen endte heldigvis med en dansk sejr, som betød videre deltagelse i Nations League. Herefter en fejring i Cardiff by, som på alle mulige måder er anbefaledes værdig. Hvor der op til kampen var fælles opvarmning for danske fans på baren The Prince of Wales, foregik festen mere spredt rundt med de lokale fredag aften i byen.Jeg havde desværre ikke fornøjelsen af at være med i Irland måneden forinden. Dog var jeg til play-off-kampen sidste år derover, og havde derfor et nogenlunde indtryk af lydniveauet af landsholdsfodbold herover. Wales havde fine lydtoppe, men varede desværre aldrig længere end ti sekunder. Faktisk kom de aldrig på niveau med det Irland viste fanmæssigt, og jeg vil vove den påstand, at lydniveauet til Danmarks kampe er på samme niveau på hjemmebane. Som minimum.

Videre med morgenbus fra Cardiff til Bristol lørdag, til hvad man godt kan kalde en anderledes stadionoplevelse. Fem tribuner havde Memorial Stadium, og de var hver lavet på forskellige måder. Det var et besynderligt syn, men også meget charmerende. Man kunne ikke lade være med at få den tanke, at de er kommet igennem mange forskellige år hver gang klubben var kommet til penge. Bristol Rovers spiller i League 1, svarende til den Danske Anden Division. Det er den lilleklub i Bristol, hvor hovedklubben er rivalerne fra Bristol City. Alligevel var der næsten 10.000 til deres bundkamp denne dag mod Scunthorpe United, og det er et snit de holder til næsten hver hjemmekamp. Og husk lige, at de altså har en tilværelse sol bundklub i League 1 OG er byens lillebror til den store klub. Det er altså ekstremt imponerende. Fanmæssigt var det den klassiske kultur. Ingen organiseret stemning, men en ekstrem indlevelse i kampen. Specielt bag det ene mål hvor der var ståpladser. Generelt var det et meget voksent publikum, hvor gennemsnitsalderen var langt over 30 år. Bristol tabte kampen, og nærmer sig en tilværelse i League 2. Det kunne man godt mærke, og der var en trykket stemning efterfølgende. Hvis du, specielt arkitektonisk, ønsker en anden oplevelse så vælg Bristol. Ser underholdere ud med fem forskellige tribuner, der mange mennesker og god stemning. Det er altså en speciel oplevelse i en tid hvor alle stadions mere eller mindre bliver lavet på samme måde. Jeg har i hvert fald aldrig oplevet noget som Memorial Stadium.

Søndag hed den England – Kroatien på Wembley. Som fodboldromantiker, var det en stor oplevelse at se England på Wembley. Dette gigantiske stadion, som dog kun 75.000 var mødt frem på, er bare noget helt specielt.  Men hvis vi lige skal være neutrale engang, så var det nok for en almen person en flad fornemmelse. Selve kampen var meget kedelig, dog var de sidste 25 minutter underholdende da England vendte 0-1 til 2-1. Fantastisk brøl ved scoringen til 2-1, også begyndte de engelske fan at vågne op. Inden da, ja, så havde det været en tam fornemmelse. Det er svært at skrive mere om Wembley, da jeg egentlig kan forstå begge sider. Nogle vil nok have den i bunden af internationale oplevelser, mens andre i toppen. Men England på Wembley er bare ikonisk, det er for mig indiskutabelt, og nok det eneste af de tre stadions jeg vil komme tilbage på.

(Fotos af Nicolai Nielsen)