Alle Hader Os | Fanturnering vil samle Brøndbys fanscene
708
post-template-default,single,single-post,postid-708,single-format-standard,qode-social-login-1.0,ajax_fade,page_not_loaded,,select-theme-ver-4.5,wpb-js-composer js-comp-ver-5.5.2,vc_responsive

Fanturnering vil samle Brøndbys fanscene

SYDSIDEN: Vinterpausen nærmer sig med hastige skridt og dermed også fodbold- og især Brøndby-abstinenser. Igen i år vil Alpha d. 26 januar 2019 arrangere Sydsidens Fanturnering i Brøndby Hallen, for at skabe et rum hvor Brøndbyfans kan mødes på tværs af netværk og et sted hvor vi kan samles for at dyrke vores fælles passioner: Fodbolden og Brøndby.

Det er ikke ligefrem det mest inspirerende vejr vi bliver mødt med da vi parkerer ved Brøndby Stadion. Jeg havde håbet at vi kunne gå en tur omkring Brøndby Hallen og over til den Fanzonen, men himlen har åbnet sig og gør sit ypperste for at drukne optakten til hjemmekampen mod Hobro i regnvand. I stedet vælger vi at søge ly i Brøndby IF’s klubhus. Jeg har sat Kasper, en af arrangørerne bag Sydsidens Fanturnering, i stævne og efter en hurtig bestilling af frikadellesandwich, fritter og det legendariske saftevand sætter vi os for at snakke lidt om ideen med at lave en indendørsturnering for Brøndbyfans.

Da Sydsidens Fanturnering blev stablet på benene sidste år, var Alle Hader Os stadig i dvale. Vi har derfor ikke før haft lejlighed til at snakke med Kasper og den øvrige arrangørgruppe omkring turneringen før, derfor var det nærliggende først at spørge om hvad Sydsidens Fanturnering egentlig er for en størrelse og hvorfor de har valgt at holde den, nu for andet år i træk.

”Sydsidens Fanturnering er en turnering af fans og for fans. Vi er allesammen frivillige kræfter, der har ønsket at bidrage med noget positivt her i den lange vinterpause. Vi startede sidste år og vi håber at det med tiden kan blive en tradition at vi afholder turneringen årligt, den sidste lørdag i januar. Ideen med Sydsidens Fanturnering er at give Brøndbyfans en mulighed for at samles i en periode hvor der ellers ikke er særlig meget fodbold at tage på stadion for i Danmark. Samtidig håber vi også at turneringen kan blive et rum hvor Brøndbyfans kan mødes på tværs af netværk og vennegrupper og skabe nye relationer og venskaber. ”

Turneringen afvikles i Brøndby Hallen og det er ikke tilfældigt at valget netop faldt på denne hal. Udover den praktiske beliggenhed tæt på Brøndby Stadion, samt de gode forhold for både hold og tilskuere, har stedet en særlig betydning.

”Brøndby Hallen har igennem tiden lagt trægulv til mange indendørsturneringer for Brøndby IF, det er et sted mange af os har set vores helte spille og vinde. Vi vil gerne give Brøndbys fans muligheden for at komme så tæt på oplevelsen af at spille med legenderne. Det var også en af grundene til at vi sidste år fik Kim Vilfort til at overrække præmierne.”

Det er tydeligt at arrangørerne har et stærkt ønske om at båndet mellem Sydsidens Fanturnering og opbakningen på Brøndby Stadion er noget man skal lægge mærke til. Og netop muligheden for at møde nye mennesker og skabe relationer til aktive fans man ikke har mødt før, eller ikke har haft tid til at snakke med på kampdage, er en vigtig del af turneringen, hvor Alpha, som arrangører, håber at kunne styrke sammenholdet på tribunen ved at være tilgængelige på denne måde udenfor kampdage. Det hele skal dog ikke gå op i networking og forretningsagtig mingling, forsikrer Kasper

”Sidste år var der super god stemning, det var hyggeligt og der var fodbold på banen hele dagen, helt fra ret gode præstationer i en spændende finale-dyst til den helt miserable præstation mit eget hold stod for” Siger Kasper og understreger, at arrangørerne ikke giver deres eget hold en fordel, ”medmindre det er for at sikre vi ryger hurtigt ud, så vi kan drikke nogle øl og se noget fodbold”.

Her bliver interviewet midlertidigt afbrudt af den spørgende fremlysning af frikadellesandwich og pomfritter. Den opmærksomme læser vil huske at det netop var nærværende skribent der havde bestilt denne ordre. Efter en hurtig spisepause vender vi blikket tilbage mod det meget seriøse interview. Det er altid interessant at se på folkene bag nye tiltag, både fordi det siger meget om tiltaget men også fordi det er spændene når der kommer en gruppe mennesker med en vision.

Det er folk i og omkring Alpha der har skabt turneringen. Ideen opstod fordi vi var rigtig trætte af den lange vinterpause og ønskede at lave en begivenhed hvor vi kunne mødes omkring fodbolden. Hurtigt stod det klart, at hvis der skulle laves en sådan turnering så skulle den være inkluderende for alle Brøndbyfans, for vi vil gerne vise at vi sætter pris på alle de aktive fans på Sydsiden, derfor bliver det en dag med mere overskud, fremfor kampdage som kan være travle med tifo og stemning, så vil der være tid til at mødes i øjenhøjde og snakke om fankultur på højt og lavt niveau.”

Ønsket om at favne kulturen bredt går igen, når jeg spørger ind til hvad der skal til for at kunne stille hold i turneringen, der er ikke nogen krav til niveau eller uniformering.

Man skal faktisk bare være Brøndbyfan. Så kort kan det siges. Niveauet er ikke vigtigt, det eneste der er vigtigt, er at man kommer for at spille fodbold og have en god dag med sine medfans. Der vil snarest muligt komme nærmere informationer om tilmelding, antal spillere pr. hold osv.”

Selv hvis man ikke har intentioner om at spille fodbold så håber Kasper at man alligevel finder vej til Brøndby Hallen d. 26. januar.

”Jeg håber at Brøndbyfans der af den ene eller anden årsag ikke selv kan spille fodbold vil dukke op alligevel. Der bliver gratis adgang for tilskuere, og vi håber at de vil være med til at skabe den gode stemning der også prægede turneringen sidste år. Vi sørger for åbne båder med forskelligt mad og drikke og alt overskud vi laver på dagen, ryger direkte tilbage til fanscenen og vil være med til at finansiere den støtte vi skal give til drengene når forårssæsonen går i gang igen. Derudover var det simpelthen en fed oplevelse sidste år. For os som arrangører var det overvældende, hvor stor interessen var for at deltage i stævnet. I starten var vi nervøse for, om vi overhovedet kunne samle de 16 hold der skulle til for at kunne afholde turneringen. Jeg tror ikke at jeg overdriver hvis jeg siger at vi sagtens kunne have samlet det dobbelte. Så den massive interesse fra en masse Brøndbyfans var en af de ting, der står klarest i erindringen.”

Der er tale om et rigtig spændende projekt og Alle Hader Os kommer til at følge turneringen tæt i takt med at den tager form. Denne slags projekter er med til at gøre Brøndbys fanscene stærkere og vi kan derfor kun opfordre til at man allerede nu sætter kryds i kalenderen lørdag d. 26. januar 2019.