Alle Hader Os | Anmeldelse af fanzonen: Det kan blive en kæmpe succes
582
post-template-default,single,single-post,postid-582,single-format-standard,qode-social-login-1.0,ajax_fade,page_not_loaded,,select-theme-ver-4.5,wpb-js-composer js-comp-ver-5.5.2,vc_responsive

Anmeldelse af fanzonen: Det kan blive en kæmpe succes

ANMELDELSE: Søndag åbnede den nye fanzone, og man må tage hatten af for Brøndby IF. Der er virkelig skabt et rum, hvor Brøndbyfans kan mødes både før og efter kampene. Allehaderos var selvfølgelig til stede på åbningsdagen, og her følger vores anmeldelse af det Brøndby IF kalder Nordens bedste fanzone.

Klokken 14.30 var folkene bag fanzonen inviteret til et lille før-arrangement før den store åbning. Her var der sat lidt lækkert frem til folkene som stod bag fanzonen, og der var taler ved marketingchef Thomas Skov Pedersen og kommerciel direktør Ole Palmå.

Klokken 15.00 skete det så. Den gule snor, som dækkede indgangen ved den nye indgang til Sydsiden, blev klippet over, og fanzonen var officielt åbnet efter ni måneders ventetid.

 

Ole Palmå taler til fanzonens åbning. (Foto: Jonathan Holtegaard)

Har været ventetiden værd

 

Lad os slå fast med det samme. Fanzonen er rigtig fed, og der er noget for enhver smag. Der er loungeområder med sofaer, en barzone med borde og bænke samt et ganske fint inde område. Dog må vi allerede nu konkludere, at på regnfulde eller generelt bare kolde dage, kan meget af fanzonen ikke bruges. Der er nogle ganske gode varmelamper, men det er i et lukket område, og bliver ikke noget hele fanzonen får glæde af. Men okay, det er Danmark og sådan er vilkårene jo bare i en del måneder her i landet.

 

Scenen er genialt tænkt. I stedet for den klassiske høje scene, hvor folk skal stå omkring, har man lavet en tribune foran scenen, som giver mange flere siddepladser. Mange mennesker kan sidde her, og samtidigt har området en effekt. Udover at agere siddeplads, så kunne man også på scenen høre taler fra Ole Palmå og Martin Retov. Det er noget, jeg håber bliver standard til hver kamp – altså at en person fra klubben kommer og fortæller et par ord op til kampen. Lydanlægget er lavet således, at selv hvis man ikke er ved scenen, så kan man høre, hvad der bliver sagt deroppe. Har man ikke lyst til at sidde der, kan man tage plads i de mange forskellige andre områder, hvor der er sat store fladskærme op, hvor man kan følge rundes andre Superliga kampe.

Alt i alt må man sige, at fanzonen bare virker som et perfekt setup. Personligt er jeg meget glad for, at det kun er folk på stadion der kan bruge det, samt at der er sæsonkort fordele på drikkevarerne. Det byder jeg velkommen!

Kortere køer (indtil videre)

Efter min mening har madudvalget under Sydsiden været dårligt alt for længe. Næsten alle kampene ligger i aftensmadsperioden, men det har ikke ligefrem været fordi, at man er blevet overbebyrdet med madmuligheder. Hvem husker ikke, at brondby.com ligefrem for nogle år siden, havde en artikel, hvor man præsenterede den nye bod – Pølsemix boden. Det siger lidt om, hvor sløjt det har stået til alt for længe. Selvfølgelig skal disse ting være på et fodboldstadion, men madudvalget er som det eneste ikke rigtig fulgt med tiden, siden det nye stadion åbnede i år 2000.

 

I fanzonen er der tre madboder, som kan udskiftes efter behov. Dette giver et bedre og mere varieret udvalg, og til de store kampe kan endnu en vogn køres ind.

Og nu til noget af det for mig vigtigste, og noget Brøndby jo også lovede fanzonen ville hjælpe på. Køerne. De har i alt for mange år simpelthen været alt for lange. Lige meget om det var til stadion, til boderne eller toiletterne. Indtil videre var de mindsket markant. Hvilket de jo også skal blive med flere indgange, mere plads og flere udskænkningssteder. Og hvor var det dog dejligt, at være på stadion uden de køer der. Lad os for alt i verden håbe, det fortsætter.

Jeg synes, at Brøndby har givet fansene et super fedt område. Nu er det op til os, at bruge det på den rigtige måde.