Alle Hader Os | Baggrunden
143
page-template,page-template-full_width,page-template-full_width-php,page,page-id-143,qode-social-login-1.0,ajax_fade,page_not_loaded,,select-theme-ver-4.5,wpb-js-composer js-comp-ver-5.5.2,vc_responsive
 

Baggrunden

Velkommen tilbage AlleHaderOs.dk!

 

Da AHO i 2000 startede op på nettet som online fanzine, var det fordi der manglede et seriøst rum for Brøndbyfans. Dengang kaldte vi det selv et ”online rum for hardcore Brøndbyfans”, men det ord, hardcore, er efterhånden så udvandet og flyvsk, at netop dette ordvalg ikke giver mening at bruge mere.

 

Hvad AHO til gengæld var, og nu skal være igen, at det er lavet af folk – til folk – som står på tribunen. Vi ønsker at gøre det muligt for alle Brøndbyfans at diskutere udviklingen i Brøndby IF på et seriøst grundlag. Vi er fortsat 100 procent uafhængige af andre initiativer, marketingstiltag og aktiekurser. Vi agter at bruge vores uafhængighed til at tage både klubben og fankulturen under både kærlig og kritisk behandling. Vi har ingen mantraer og kan vi slagte en hellig ko eller to – så gør vi det gerne!

 

Samtidigt havde vi engang et meget grundigt, sagligt og anerkendt forum, hvor alle kunne komme med deres meninger. Det hed ’Shout It All Out!’, og var på daværende tidspunkt banebrydende indenfor seriøsitet omkring dansk fankultur. Det skabte åbne og ærlige debatter, hvor konklusionerne ikke var givet på forhånd. Målet med vores debatside var at skabe en ramme, hvori man dels kunne tage nogle frie og seriøse debatter om klubben og dels kunne debattere fankulturen på et fornuftigt grundlag. Forummet måtte for alt i verden ikke udvikle sig til et nyt SydSiden Online, og der var stramme tøjler mod fordummende indlæg og brugere røg ud pronto. Vores mål om dette internetforum lykkedes, men måtte med tiden, ligesom andre foras på nettet, se sig udkonkurreret af Facebook, Twitter og andre sociale medier. Dette var trenden i samfundet på daværende tidspunkt, og på trods af brugere nu igen er på vej væk fra disse sider, og igen ønsker at debattere, hvor fagligheden er i fokus, føler vi endnu ikke, at tiden er inde til at genstarte Shout It All Out! Det vil dog være muligt at kommentere samtlige artikler, vi smider op herinde, og vi håber folk vil benytte sig af denne mulighed fremfor Facebook.

 

Ligesom dengang vil AHO fortsat samtidig gerne knytte sammenligninger til hele den europæiske fankultur, som vi betragter os som en integreret del af. I de andre europæiske lande kører der løbende diskussioner om fankultur og hvordan vi som fans påvirkes af kommercialisering, besynderlige UEFA-tiltag og mere og mere repressiv lovgivning. Alt dette vil vi forsøge, at beskrive i en Brøndby-sammenhæng. Ligeså vel som rejserapporter med mere vil være en fast bestanddel af siden.

 

AHO vil stadig behandle politiske emner der berører Brøndbyfans. Historisk kan vi her blandt andet nævne ”Herlev-sagen”, Hooliganregisteret, ulovlige ransagninger af Hovsa og Hytten og ikke mindst de tre derbyboykots i teliaparken i træk, hvor vi som fodboldfans naturligvis ikke vil sidestilles med kriminelle. Uanset om det er tvungen registrering af fingeraftryk eller tvungen bustransport til og fra stadion så vil vi altid stå på mål for fodboldfans’ krav på de samme rettigheder som resten af befolkningen.

 

AlleHaderOs.dk drives af en redaktion. Det betyder ikke, at alle er enige i de artikler der slås op. Redaktionens opgave er at sørge for, at de artikler der forefindes her på siden lever op til de kvalitetskrav, vi stiller. Det er vores mål, at vi minimum en gang om ugen kan levere en gennemarbejdet artikel om aktuelle forhold, der forhåbentlig kan tjene som udgangspunkt for debat.

 

Vi er ikke en lukket gruppe og vi modtager meget gerne artikler fra brugerne, ligesom vi ind imellem vil sparke bolde til relevante personer og bede dem forholde sig til en sag.