Farvel Brøndby

Torben Madsen - 14. april 2006

SYDSIDEN: Anders har gennem to årtier været fast gæst på Brøndby Stadion. Det er slut nu efter chikane og falsk voldsanmeldelse fra det frivillige kontrollørkorps, som Brøndby IF vægter så højt.

At nogle kontrollører på Brøndby Stadion til tider er fremme i skoene, ligger der ikke noget nyt i for faste gæster på Faxe-tribunen. AHO kan dog løfte sløret for en enkelt sag, hvor kontrollørkorpset var ved at ødelægge en Brøndby-fans liv, ved at give ham en falsk politianmeldelse for vold på nakken. Historien indeholder flere eksempler på løgn og dækken over hinanden, selv om flere i kontrollørkorpset vidste, at der var tale om en falsk anmeldelse. Kontrollørkorpsets ansigt ud ad til vægter højt. For højt, vil den følgende historie vise. Anders var tæt på at miste job, sin tjans som fodboldtræner for et lilleputhold, og han endte på sovepiller for at få søvn om natten.

Royal League i Parken
Hele sagen starter torsdag den 8. december 2005 i Parken, hvor Brøndby er på besøg for at spille mod FCK i Royal League.
- Sammen med min ven, Brian, tog jeg i Parken, for at se FCK mod Brøndby. Hvis man stod på tribunen og kiggede, så stod jeg sammen med et par venner et par rækker til højre og seks-syv trin oppe fra målet. Under kampen var der lidt ballade 10-15 meter fra, hvor vi stod, uden det var noget, vi blev indblandet i. Brian og jeg havde fået et par øl inden kampen, og vi fik da også et par letøl under kampen, hvilket er meget normalt, når man går til fodbold. Kampen endte 1-1 og efter kampen gik vi ud og fik os en hyggelig aften i byen, lyder starten på Anders' fortælling, og han fortsætter:
- Dagen efter bliver jeg ringet op af min svigermor. Hun er på ferie sammen med Claus Hofmann, der er chefkontrollør i Brøndby IF. Mine svigerforældre, der også er kontrollører, ser Claus Hofmann og hans kone privat. Hun fortæller mig, at der er en kontrollør, der har fået en på hovedet under kampen i Parken, og at de mener, at det er mig, der har gjort det. Det overraskede mig meget. Jeg var helt uforstående over, hvordan det kunne hænge sammen, og blev selvfølgelig vred over beskyldningerne.
Anders er dybt rystet over den alvorlige anklage, men efter at have tænkt situationen igennem, kommer han op med et forslag, for at få sagen ud af verden hurtigst muligt.
- Jeg får talt en del frem og tilbage med min svigermor den dag. Jeg foreslår hende, at jeg kan komme over i kontrollørhytten inden kampen mod Lillestrøm søndagen efter og tage det samme tøj på, som jeg havde på i Parken. Så kunne vi få denne misforståelse udredet, siger Anders.

Skidt konfrontation
Søndagen kom, og som aftalt var Anders på vej over i kontrollørhytten inden kampen.
- Om søndagen havde jeg i løbet af dagen talt med min svigermor. Jeg var nervøs for, at de ville udpege mig, selvom jeg ikke havde været til stede. Hun får mig dog beroliget ved at sige, at de kun kunne genkende mig på jakken. Det beroligede mig meget, så jeg regnede med, at det bare ville blive en formalitet, så jeg hurtigt kunne komme ind på stadion og se fodbold.
Selvom Anders' svigermor var med, skulle det dog vise sig at være en formodning, der slet ikke kom til at holde vand. Virkeligheden var en helt anden.
- Jeg havde taget det samme tøj på, som jeg havde haft på om torsdagen i Parken, og går over til kontrollørhytten. Jeg var ikke længere nervøs, det var bare noget, der skulle overstås, så jeg kunne komme til fodbold. Jeg kommer ind i hytten og mødes med Michael Funch, der er en af lederne derhenne. Jeg får hilst på ham og tager tingene stille og roligt. Lidt efter kommer kontrolløren, der har fået en på hovedet, og han skal så fortælle om det var mig, der havde slået ham. Til min store overraskelse udpeger kontrolløren, Torsten Friis, mig fra 2-3 meters afstand og siger "Ja, det er ham i den brune jakke." Jeg står sammen med min svigermor og er meget forbløffet. For det første havde jeg ikke gjort det og for det andet, så havde jeg en grå vinterjakke med noget hvidt og sort på skulderen på, afslører Anders.
Michael Funch, der overværede hele seancen, tilkaldte politiet til trods for, at Torsten Friis ikke kunne se den tydelige farveforskel på jakken.
- Da politiet ankommer, får jeg at vide, jeg er anholdt sigtet for vold, fordi der er to kontrollører, der har udpeget mig. Den anden, der har udpeget mig, viser sig at være en kontrollør ved navn Sandy. Jeg får samtidigt at vide af politiet, at jeg har karantæne fra Brøndby Stadion.
Noget befippet og ude af stand til at gøre noget ved sagen, tager Glostrup Politi Anders med på stationen, hvor han bliver behandlet som en kriminel.
- Jeg bliver smidt i en celle, hvorefter der bliver taget fingeraftryk og billede. Det var en ydmygende oplevelse for mig. Jeg kommer også ind til afhøring og får at vide, at jeg skulle have slået ham i midten af anden halvleg.
Det er en dybt rystet Anders, der efter afhøring bliver fortalt, at politiet vil opretholde sigtelsen for vold.

Rygterne og sandheden
Efter en nat uden meget søvn, beslutter Anders sig for at ringe til Claus Hofmann. Der må være en mulighed for at blive renset.
- Jeg spørger ham om nogle forskellige ting, blandt andet, hvem der står for videoovervågningen i Parken, da videoovervågningen muligvis kan rense mig. Han giver mig telefonnummeret til rette vedkommende, og fortæller mig så, at Torsten Friis har brækket næsen. Jeg fortæller Claus, at jeg er ked af situationen og håber, at det ikke påvirker hans forhold til mine svigerforældre. Han kvitterer med at sige, at alt dette kunne være undgået, hvis jeg var kommet hen med et buket blomster og et par flasker rødvin og havde sagt undskyld, fortæller Anders overrasket.
Brøndbys kontrollørkorps ville altså have givet Anders særbehandling... Eller kan man slå deres frivillige ned og undskylde med vin bagefter? Han beslutter sig for at få en advokat på sagen, da han kan se, hvor sagen begynder at bevæge sig hen.
Sagen påvirker nu Anders så meget, at han begynder at få store søvnproblemer.
- Om onsdagen går jeg til min læge, fordi jeg ikke har sovet i flere dage og har ondt i maven. Jeg får en recept på nogle sovepiller, men han kunne ikke gøre noget ved maven, da det var psykisk, siger Anders.

En overraskende melding
- Søndag den 8. januar 2006 møder min kærestes søster, Louise, en kontrollør ved navn Jim. Jim fortæller hende, at han godt ved, at det ikke er mig, der har slået Torsten Friis, men han har fået mundkurv på af andre kontrollører. Han fortæller dog ikke hvem, der har givet ham det. Det vil sige, at de godt ved, at det ikke er mig, der har slået, afslører Anders.
Brøndby IF's kontrollørkorps vælger dog at køre sagen videre, enten for ikke at tabe ansigt eller også af personlige årsager. De personlige årsager kunne ligge gemt i, at Anders er kæreste med en pige, hvis forældre altså er kontrollører.
- Jeg aner ikke, hvad jeg gjort dem, men siden jeg er begyndt at komme sammen med min kæreste, er jeg blevet smidt ud for f.eks. at juble!
- Fredagen efter bliver min kæreste ringet op af en af hendes venner. Simon, som han hedder, er også kontrollør i Brøndby IF. Han fortæller, at han var med Torsten Friis på hospitalet. Han fortæller også, at en Morten Hoffman havde sagt til Torsten, at han skulle sige av, når han kom ind på skadestuen - også selvom, det ikke gjorde ondt. Simon mente ikke, at Torsten havde brækket næsen, fordi han ikke selv oplyste dette efter hospitalsbesøget.
Med andre ord, er Anders altså sigtet for at have brækket næsen på en mand, der formentlig slet ikke havde brækket næsen.


Tiltalefrafald
Lørdag den 21. januar tager sagen pludselig en noget uventet drejning.
- Jeg får et brev fra Glostrup Politi, hvor de oplyser, at tiltalen mod mig er frafaldet. Jeg har aldrig været så lettet i hele mit liv.
Efter modtagelsen af brevet, forsvinder Anders' maveonde.
To uger efter modtagelsen af brevet om tiltalefrafald, samler Anders mod til sig og ringer til Emil Bakkendorf, der er ansvarlig for sikkerheden på Brøndby Stadion.
- Jeg ringer til ham, fordi jeg ikke ved, om jeg har karantæne fra Brøndby Stadion, og jeg har ikke lyst til at tage til fodbold for at blive afvist. Før jeg ringede ham op, forventede jeg, at snakke med et fornuftigt menneske. Jeg fortæller ham, hvem jeg er og fortæller ham, at jeg har modtaget et brev fra politiet, hvor de gør opmærksom på tiltalefrafaldet. Jeg fortæller ham også, hvordan jeg har haft det med hele sagen, fortæller Anders.
Han spørger Emil Bakkendorf, hvad der vil ske med de to kontrollører, der har udpeget ham, og pludselig skifter samtalen tone.
- Vendetta! Vendetta! Det er det, du vil have, råber Emil Bakkendorf ind i røret. Han gentager ordet vendetta flere gange, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg synes, det var lidt sjovt. Jeg stillede et simpelt spørgsmål og manden fór op, siger Anders, men han understreger også, at han ikke er ude efter nogen form for hævn, men at det samtidig må have konsekvenser for de involverede og deres arbejde i kontrollørkorpset.
- Jeg ønsker ikke blodhævn. Jeg ønsker retfærdighed. Det kan ikke være rigtigt, at man bare kan slynge anmeldelser ud til højre og venstre, kommer det frustreret fra Anders.
- Jeg spurgte Emil om, hvad man gør i sådan en situation, hvor de tager fejl. Hans forklaring var: "Så bøjer vi hovedet og siger undskyld. Jeg beder så om en skriftlig undskyldning fra deres side."
Det var dog en noget anderledes besked Anders fik, da han bad om en sådan undskyldning.
- Emil Bakkendorf understregede, at nu skulle jeg ikke være fræk. Samtalen slutter med, at jeg først kan få besked dagen efter, da dette først skulle drøftes med Claus Hoffman.
- Dagen efter ringer jeg Emil op og får at vide, at jeg ikke har karantæne.
Til trods for, at der er derby mod FCK kort efter, vælger Anders ikke at tage til fodbold denne dag, da han mener, at de ikke skal bestemme om han skal tage til fodbold.

Konsekvenserne
Der har under hele sagen været et kæmpe psykisk pres på Anders, og udover at have meget svært ved at sove, har han været nødt til at fortælle sine omgivelser om sigtelsen for vold.
- Jeg måtte spise sovepiller for at sove, jeg måtte informere min arbejdsgiver, da jeg arbejder som social- og sundhedshjælper. Det var ikke populært at komme og sige, at jeg var sigtet for vold. Nu er det jo sådan, at når man arbejder inden for det offentlige, så vil de gerne have, at man har en ren straffeattest, og det stod jeg jo ikke til at have, hvis jeg var blevet dømt.
Også fritidstjansen som fodboldtræner blev berørt af sagen.
- Jeg træner nogle lilleputter, og der har jeg måtte informere nogle af forældrene om sagen. Det var heller ikke så populært, da det vel er de færreste, der vil have, at deres børns træner er dømt for vold. Så man kan vel roligt sige, at denne anmeldelse var ved at smadre mit liv godt og grundigt. Sådan følte jeg det på det tidspunkt, mindes Anders, der stadig står tilbage med flere spørgsmål end svar.
- Jeg kan slet ikke forstå Brøndby IF's kontrollørkorps i denne sag. Hvorfor går de videre med en sag mod en person, selvom det er kommet frem, at personen ikke har gjort det? De samme spørgsmål bliver ved med at dukke op. Hvorfor skulle jeg anklages? Er det fordi, jeg står sammen med Suburban Casuals? Er det fordi, jeg er kæreste med den pige jeg er, og at det gør, at der er nogen, der er jaloux og godt vil have det stoppet? Stiger man i hierarkiet i kontrollørkorpset, hvis man har været i retten? Når man udvælger kontrollører, kontrollerer man så folks baggrund eller slipper man dem bare løs på stadion?

Klubben og dens betydning
Anders er stor fan af Brøndby. Han har klubbens logo tatoveret på armen, og henover ryggen står der "Brøndby IF". Han kigger dog meget anderledes på den klub, som han i næsten to årtier har fuldt i tykt og tyndt.
- Jeg må godt nok indrømme, at jeg er meget skuffet over den klub, som jeg elsker. Jeg har set Brøndby spille, siden jeg blev slæbt med på stadion fra jeg var 8 - og jeg er 26 i dag.
Som de fleste andre passionerede Brøndby-fans har Anders også brugt rigtig mange af sine penge på at følge klubben rundt i Danmark og Europa.
- Jeg har ikke styr på, hvor mange penge jeg har brugt i forbindelse med Brøndbys kampe og på merchandise, og med ét så har jeg mistet interessen. Jeg håber på, at lysten til at se fodbold kommer igen hurtigst muligt og at tiden læger alle sår, lyder det håbefuldt fra ham.
Under pokalkampen og turneringskampen mod FCK på Brøndby Stadion, hvor jeg fik nogle dumsmarte bemærkninger fra kontrollørkorpset, så kan det godt være, at der går et stykke tid, før jeg er at se på stadion igen.
Kommentarerne gik blandt andet på, at Anders bare skulle være glad for, at han måtte komme på Brøndby Stadion igen. Der er dog et lille lys i sagen for Anders. Der er nemlig nogen, der har valgt at gå efter sandheden.
- Jeg vil gerne sige tak til de kontrollører, der har vægtet sandheden højere end kontrollørkorpset, samt dem, der har forladt korpset efter sagen, slutter Anders.

Anders' fulde navn er af redaktionen bekendt.