Mads Junker, om at være Brøndby fan

John "Lazio" Petersen - 27. januar 2005

I BOKSEN: Vores ven, Lazio, har haft gang i tasterne, efter en snak med Mads Junker, hvilket der er kommet følgende ud af, som for en stund skulle få dig ud af vinterdepressionerne.

Fortæl os lidt om din tid som Brøndby fan. Hvilke mennesker du tog på stadion med, hvor på stadion du stod, hvilken slags fan var du? Den syngende, højtråbende eller den øldrikkende fodboldkiggende fan?

- Jeg startede med at komme på stadion i en alder af 12-13 år. Jeg blev formentlig inspireret, ligeså vel som mange andre, af Brøndbys store succes i Europa i start 90'erne. Min storebror var ligeså engageret en fan som jeg, hvilket han i øvrigt stadig er, så selvom turen fra Humlebæk til Vestegnen tog en god times tid, så fulgte vi stort set alle hjemmekampe i perioden fra 1993-1997. Eftersom jeg ikke var så gammel nøjedes jeg med sodavand på stadion, men vi gjorde altid en konkurrence ud af, hvem der kunne "starte" flest sange på Faxe i løbet af en kamp. Det skal også nævnes at jeg brugte to dage på at færdiggøre et banner til Allan Nielsens afskedskamp mod Lodz (og hvor var den kamp dog en frygtelig oplevelse i øvrigt), hvor remedierne blev "lånt" i min skoles formingslokale. Jeg har stadig banneret derhjemme med påskriften "Allan er gud".

Hvordan var det at træde ind på Brøndby stadion første gang som spiller? Og bagefter, at høre "Mads Junker oh oh" blive sunget til dig?

- Jeg kom jo til Brøndby op til forårssæsonen, og startede derfor 1. januar i klubben. Derfor gik der næsten tre måneder før jeg debutterede, men jeg vil da aldrig glemme min debut på hjemmebane mod Viborg. Til opvarmningen, hvor vi reserver altid står og spille lidt småbold, lykkedes det mig endvidere at sende en helflugter direkte i nakken på Åge Hareide, da jeg skulle spille Lindrup. Natten inden debutten havde jeg lidt svært ved at sove, og jeg tænkte mange gange på hvordan det ville være at løbe "indenfor" indhegningen for første gang, og hvordan jeg ville udføre min Fenerbache osv. Jeg havde dog svært ved at høre mit navn i starten, fordi Mads Jørgesens sang var identisk med min, og han var en noget mere populær spiller på daværende tidspunkt, så det gik først op for lidt efter at det var mit navn der blev sunget. Synes desuden at sangen om at "Mads Junker, du er en af os" var genial, og håbede faktisk lidt på den måske var blevet sunget da jeg returnerede i september med FCN. Har altid synes det var fedt når man hyldede spillere, der havde gjort noget specielt for Brøndby, eller nogen der havde et specielt forhold til Brøndby.

Da du skiftede fra Lyngby til Brøndby, havde du andre tilbud på hånden? Hvis ja, var det så dit hjerte der fortalte dig hvor du skulle tage hen?

- Efter konkursen i Lyngby havde jeg en del tilbud fra Danmark, og mere konkret fra Strasbourg og Auxerre. Jeg havde dog haft en del samtaler med Per Bjerregaard på daværende tidspunkt, og eftersom jeg stadig ønskede at være i Danmark, og selvsagt brændende ønskede at spille i Brøndby, var valget egentlig temmelig eklatant.

Hvis fck kom med en kanon kontrakt til dig, ville du så skifte til dem, på trods af du er Brøndby fan?

- Tja.. Det er jo et godt spørgsmål... Som jeg skriver længere nede, så er fodbold en forretning, hvor man kan have følelser involveret, og ikke en branche, hvor følelserne er den primære motor. Ligesom alle andre skal vi tjene penge til husleje, regninger osv., men havde man det økonomiske i orden efter fx et udenlandsophold, så ville jeg helt sikkert takke nej til FCK. Hvilket jeg nok ville under alle omstændigheder..

Fankulturen har udviklet sig meget, siden dengang jeg vil formode du havde tid til at gå på stadion hver søndag. Hvad synes du om udviklingen? Specielt Casual kulturen har fundet sin faste plads på lægterne. Hvad synes du og dine medspillere da du var i Brøndby om den nye casual kultur i dansk fodbold?

- Jeg synes udviklingen i den danske fankultur er helt forrygende, og forhåbentlig blot starten på en mindre kulturændring i samfundet. Når man er i Sydeuropa, sidder på Nou Camp og ser Barca tabe til Sevilla, og derefter oplever hvordan 70-årige damer går amok, ja så ønsker man at man engang i Danmark kan nå lignende standarder. At det at være fodboldfan og have et tilhørsforhold til en klub bliver et "must", og ikke er forbeholdt sportsglade fyre. Jeg syntes allerede at udviklingen fra jeg selv stod på Faxe til nu er enorm, og bl.a. tifoerne er jo fantastiske. Og så må det jo siges at det altid giver kuldegysninger, hvad enten man løber ind på Brøndby Stadion eller bare er der som tilskuer, når Jump brager ud over stadion og Faxe-tribunen går amok i et blå-gult inferno.

Du har før beskrevet Brøndbys fans, som Danmarks bedste fans. Hvilke kriterier synes du indgår i at være dette?

- Udover at det er den største fangruppe, så formår I at lægge et enormt pres på modstanderholdene på Brøndby Stadion, samtidig med at Brøndby får en enorm støtte. Også på udebane kan det lykkedes jer, qua antal og engagement, at skabe en stemning, som spillede Brøndby på hjemmebane. Ydermere synes jeg at kreativiteten i forhold til sange og tifoer er imponerende. At der så optræder nogle uheldige scenarier til tider, fx i Silkeborg mht. et minuts stilhed, er der så ikke så meget at gøre ved. Jeg ved jo hvor stort et arbejde, der gøre for at Brøndby Support kan fremstå som en præsentabel fan gruppe, og det er virkelig noget der lykkes.

Desværre blev dit ophold i Brøndby ikke den store sucess, som mange af os fans havde håbet på. Føler du selv at du fik chancen?

- Jeg vil sige det sådan, at jeg dybest set ikke var god nok. I første omgang var Peter Madsen og Ruben Bagger en for stor mundfuld at slå af holdet, og efter Peters salg (og Laudrups tiltrædelse), formåede jeg ikke at gribe chancen. Jeg syntes dog jeg havde fortjent en startplads i første kamp af det forår, hvor Peter netop var solgt. Jeg var topscorer i træningskampene, og havde spillet det bedste hidtil i klubben. I stedet fik Foldgast chancen, og spillede en rimelig kamp. Da jeg stod og ventede på at blive skiftet ind ved 1-0 scorede Folder så, og dermed kunne jeg sætte mig tilbage på bænken. Siden hen lavede han 5 mål i de næste 6 kampe, og så betød det lige lidt, at jeg nåede op på 12 mål i 7 reservekampe. Sådan er fodbold, og det var nok det eneste tidspunkt jeg følte mig overset på, men jeg må jo samtidig erkende at jeg ikke var god nok. Hvis det havde været tilfældet, så havde jeg nok spillet fra start.

Hvis du fik chancen, ville du så prøve endnu et ophold hos Brøndby?

- Der er ingen tvivl om jeg stadig drømmer om at spille for Brøndby, det er trods alt den mest succesrige og prestigefyldte klub i Danmark den seneste 20 år. Det er dog utænkeligt så længe systemet hedder 4-3-3, dertil passer mine evner ikke godt nok.

Når du træder ind på Brøndby stadion som modstander, hvilke tanker farer så igennem hovedet på dig? Og kan du give dig 100% i en kamp imod BIF?

- Jeg tænkte meget på kampen i september mod Brøndby, fordi det var den første optræden på Brøndby Stadion efter jeg definitivt havde skiftet klub. Man ønsker selvfølgelig at vise såvel klubben som fans, at de havde taget fejl ved ikke at bruge mig, men når først kampen er i gang, bliver man automatisk så koncentreret om tingene på banen, at man glemmer de andre følelser. Til opvarmningen kan man dog godt mærke et sug i maven, og kigge rundt på stadion for ligesom at genkalde sig de oplevelser man har haft derinde.

Har du stadig relationer til Brøndby IF?

- Efterhånden som der er gået halvandet år, er de fleste kontakter til klubben ebbet ud. Jeg snakkede meget med Dalgas og Kahlenberg i min tid i klubben, og gør det stadig sporadisk. Jeg har dog et fint forhold til både spillere, trænere og folkene omkring klubben, men eftersom min succes i klubben var relativ lille, har jeg ergo hellere ikke skabt mig så mange oplevelser, som knytter mig til klubben.

Mange fodboldfans sukker efter spillere som Paolo Di Canio for SS Lazio, der er et ikon for klubbens fans fordi, at han selv stod på tribunen og sang da han var ung. Angelo Di Livio der fulgte sin klub Fiorentina ned i den italienske 4 division, på trods af han havde flere tilbud fra andre seria A klubber og Lucarelli fra Livorno, som gik voldsomt ned i løn og selv betalte penge for at spille i hans barndoms klub. Mener du at fans rundt omkring i verden har ret i, at for mange spillere kun tænker med pengepungen, nu om dage? At spillere ingen passion har mere?

- Som jeg skrev tidligere, så er disse "solstrålehistorier" meget få, da alle mennesker, og specielt spillere i Norden, hvor fodboldkulturen er meget lille i forhold til sydpå, først og fremmest tænker på at tjene penge til sig selv og familien. Ligesom alle andre lønmodtagere er lønnen en afgørende faktor for ens valg, men hvis først dette aspekt er ligegyldigt, som man må antage det er i de eksempler du nævner grundet deres karriereforløb, så er jeg sikker på at mange spillere har et følelsesladet forhold til en speciel klub. Jeg ville da personligt gerne gøre noget for Humlebæk Boldklub, fordi en masse frivillige leder har givet mig så mange oplevelser i ti år i den klub, men det ville virke lidt absurd at give afkald på løn og karriere for et sådant projekt. Jeg tror ikke passionen er forsvundet, den er blot blevet skubbet i baggrunden, efterhånden som pengene har overtaget fodbolden, og dermed også gjort den til en ekstrem stor salgsvare. Omvendt er det også pengenes skyld, at vi kan se fantastiske kampe i C.L. og nyde spillere som Ronaldinho, Zidane, Ibrahimovic osv.